02/02/2021
Bureaunyt uge 5
Bording Group starter nyt digitalt bureau, Ilva vælger Brandhouse som bureau, nyopstartede First coffee vinder opgave for dansk destination, Fern laver film om kreativitet og fantasi for Elliott Footwear.
Ny bureausatsning vinder opgave for dansk destination
I sidste måned slog det aarhusianske PR-bureau Related dørene op for bureauet First Coffee, der vil specialisere sig i den danske turismebranche. Sammen har de to bureauer nu vundet en opgave for Destination Vesterhavet.
Related og First Coffee skal sammen udforme en ny strategi for oplevelseskommunikation og -formidling inkl. konkrete metoder og værktøjer til at udfolde strategien i praksis - samt udvikle og afholde udviklingsforløb for hhv. destinationens medarbejdere og aktører.
"At vi så hurtigt har fået fodfæste er et resultat af Relateds lange historie og erfaring inden for turismebranchen og dét skarpe fokus, vi i First Coffee har lagt. Selvom vi er et nystartet bureau, har det været vigtigt for os ikke at gå på kompromis med vores vision og vores fokus blot for at få hurtige opgaver ind," siger Dennis Østergaard, kommerciel direktør i First coffee, i en pressemeddelelse.
Bording Group starter nyt digitalt bureau
Cognito, der er en del af Bording Group, har startet et nyt selskab op i Danmark under navnet Cognito Digital ApS. Det digitale bureau skal være specialister inden for performance marketing, og skal servicere kunderne på det nordiske marked. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Her lyder det også, at Cognito Digital skal ses som en naturlig udvidelse af de eksisterende services, der udbydes af Cognito, som er et 'teknologisk marketingbureau' med base i København og Oslo. Cognito Digital vil udelukkende fokusere på datadrevet performance marketing inden for Facebook, Instagram, Google Ads, Pinterest, SEO, marketing automation og LinkedIn.
Selskabet skal drives af Olivia Stokholm, som er partner i Cognito Digital. Olivia træder også ind i Cognitos bestyrelse i Norge og vil indgå som en del af den samlede ledelse for Cognito i Norge og Danmark.
”I Cognito Digital samler vi vores norske og danske kompetencer for at drive vores nordiske kunders performance marketing både i de lokale markeder, men ofte også på et globalt plan. Vi oplever en stor efterspørgsel på bureauer med udvidet fokus på kvalitet, forretningsforståelse og faglighed samlet i ét, og det er den opgave, vi vil løfte med Cognito Digital," siger Olivia Stokholm i pressemeddelelsen.
Cognito Digital har lokaler på Islands Brygge sammen med Nordlid, som også er en del af Bording Group. Bestyrelsen i Cognito Digital består af Wenche Leithe, bestyrelsesformand i Cognito Digital og partner i Cognito, Bernt Therp, CEO i Bording Group, Pål Brun Haugen, partner i Cognito, Rolf Nordahl, kreativ leder i Cognito og Olivia Stokholm, CEO i Cognito Digital.
Bernt Therp, Olivia Stokholm og Wenche Leithe
Ilva vælger nyt bureau
Ilva har efter en pitchrunde valgt nyt bureau. Valget er faldet på Brandhouse, der skal hjælpe møbelkæden med at skabe øget salg og en stærkere position. Det sker i kølvandet på fusionen mellem Idemøbler og Ilva i 2019. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Salgs- og marketingdirektør hos Ilva, René Fleming, begrunder således valget med, at "der er potentiale for en klarere profil, hvor kendskabet omsættes til flere kunder end i dag," og fortsætter:
"Brandhouse har en stærk proces og struktur til at skabe stærke brand-positioner. Det har bureauet bevist gennem arbejdet med lang række andre stærke detailkæder og brands."
Under corona-krisen har Ilva oplevet fremgang på trods af de lukkede butikker. Det skyldes, at kunder oftere møder Ilva på digitale platforme. Det er også planen, at sigtet i fremtiden skal være mere digitalt, end det har været tidligere. Det har derfor haft betydning for valget af Brandhouse, at bureauet også er integreret med det digitale søster-bureau Subsero, oplyses det i pressemeddelelsen.
Det er ikke første gang, Ilva og Brandhouse har arbejdet sammen. Bureauet stod også for brandingen, inden Jysk-stifteren og Lars Larsen Group overtog virksomheden i 2013.
I sidste del af 2020 slog to kvinder fra marketingafdelingen på Copenhagen Business School dørene op for kommunikationsbureauet Markable. Stifterne Lærke Kirstine Kjær og Line Schartau Saksager siger i en pressemeddelelse, at bureauet er kommet godt fra start, og at man nu har ansat bureauets første medarbejder, en kommunikations- og marketingkoordinator.
Det kreative produktionsselskab Fern har lavet en ny kampagnefilm for det danske fodtøjsbrand Elliott Footwear, der skal vise, hvordan fantasi og kreativitet kan være med til at samle os om fælles mål. Begge virksomheder har en agenda om at have minimal påvirkning på miljøet. Elliott Footwear står således angiveligt bag verdens første klimapositive sneakersamling, der blev lanceret i 2018, mens Fern producerer film og stillbilleder klimaneutralt.
Filmens instruktør, der også er medstifter og creative director hos Fern, Jeppe Kolstrup, siger i en pressemeddelelse:
"2020 har været et år med adskillelse og splittelse. Den eneste måde, vi kan komme videre på og finde hinanden igen, er ved at bruge vores fantasi og kreativitet. Vi mennesker er de eneste skabninger på planeten – så vidt vi ved – der er i stand til at forestille en bedre fremtid. Så lad os bruge vores unikke fantasi og kreativitet til at bringe folk sammen igen, så vi kan arbejde for en bedre fremtid – sammen."
Om samarbejdet siger grundlæggeren af Elliott Footwear, Sam Carew:
”Hos Elliott Footwear har vi lavet to projekter med Fern. På begge projekter var det en stor fornøjelse at opleve, hvordan projektets kreative natur er gået hånd i hånd med en kompromisløst klima- og miljøbevidsthed. Hele fundamentet for Elliott Footwear er bæredygtighed. Derfor er det perfekt, såvel som praktisk, at arbejde med et talentfuldt kreativt produktionsselskab, der er i 100% i sync med vores værdier."
Se filmen her.
Relaterede artikler
Bureaunyt uge 50 2022
To kreative direktører: Her er seks særlige tekst-talenter. Mød den kreative chef i Danmarks 6. mest prisvindende bureau, Nyt bilmærke vælger ungt bureau. Sarkastisk kampagne fra elselskab og MBA. 13 danske guld, sølv og bronze ved Epica Awards. Kreativt benspænd med stor virkning. Mød den kreative chef i Danmarks 6. mest prisvindende bureau.
Bureaunyt uge 48 2022
Premiere på dansk Effie: Her er vinderne. Årets MyImage analyse slår ny rekord. Intermail overtager digitalbureau. Anton Berg vælger ikke et men flere bureauer. Sundhedsstyrelsen hylder hverdagshelte. Musikvideo skal få unge til at vælge STX. Sædbank beskriver virkeligheden i ny kampagne. Sådan kan bureauer finde freelance fotografer.
Bureaunyt uge 46 2022
Orchestra bliver 100 pct. medarbejderejet, Nørgård Mikkelsen indretter sig til vækst i København, Accenture Song og Rockwool lancerer international kampagne, amerikansk sushi-brand vælger dansk bureau, lille bureau bag kampagne med kendt håndboldstjerne, Filmskolen får ny visuel identitet, elever fik prisvinder-undervisning, Bilbasen-kampagne fra Partners, Bates bag ny kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, Schulstad-kampagne sat på hold i sidste øjeblik, kendte kvinder lægge stemme til kampagne om mistrivsel hos unge kvinder.
Er du blevet
Nysgerrig?
Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.
En del af GRAKOM