Bureaunyt Uge 4 2022 1200X

25/01/2022

Bureaunyt uge 4

Zupa Zite overtager Norlys’ inhouse-bureau, internationalt medie hylder studerendes kampagne, performance-bureau køber 40 procent af webbureau, grafisk designer bag nyt parti-logo, digitalbureau fusionerer med digitale kræfter, Molslinjen vælger ny digital partner, Impact vinder pris for digital kundeoplevelse, PWT Group genvælger bureaupartner, og Everland laver brandunivers for fransk plantemadsbrand.

Performance-bureau køber 40 procent af webbureau
Det Aalborg-baserede digitale performance agency Green.Click har netop indgået købsaftale med webbureauet Octokom, hvor Green.Click fremover ejer 40 procent. Octokom flytter ind i Green.Clicks lokaler i Aalborg.

De to bureauer har samarbejdet et stykke tid, fordi der har været stigende efterspørgsel efter at få både kommunikation og website optimeret.

“Det kræver et stærkt og velkommunikerende website i kombination med den helt rigtige eksekvering på digitale kanaler at få resultater online. Her skal fundamentet være på plads, inden man sender en masse trafik til websitet. Et godt fundament er et website med tydelig kommunikation af forretningen samt de rigtige konverteringspunkter. Ellers kommer resultaterne ikke. Det er også afgørende, at et website ikke er et statisk udstillingsvindue, men en dynamisk platform, der hele tiden justeres og opdateres og følger forretningens udvikling. Derfor bliver det afgørende i fremtiden at have webbureau og online marketing samlet under samme tag,” siger Thomas Olsen, CEO og partner i Green.Click.

Internationalt medie hylder studerendes kampagne
En dansk kampagne bliver hyldet som verdens bedste hos Adforum - i hvert fald i denne uge. Mediet samler ugentligt en top fem over de bedste kampagner fra hele verden, og denne gang har det danske møbelbrand Takt taget topplaceringen foran bl.a. en kampagne fra Apple udviklet af TBWA.

Også andre internationale medier har fået øjnene op for kampagnen. Medierne Reel 360, Interni Magazine, Best Ads on TV og 1.4 har bl.a. givet den spalteplads.

Den internationale hæder falder tilbage på et hold af studerende fra Reklamelinjen, der står bag udviklingen af en kampagnen, som er kreativt eksekveret af instruktør Bine Bach. Hun er i stald hos Bacon, der har stået for produktionen. 

Teamet fra reklamelinjen er: Cecilie Timm, Aske Finsen Flensted, Celine Bayer, Sofie Bosack, Tim Stender og Victor David Ghaznawi. 

Læs mere om kampagnen her.

Grafisk designer bag nyt parti-logo
Christian Baun står bag logodesignet for Moderaterne, det politiske parti stiftet af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Mærket M symboliserer de to politiske blokke med Moderaterne som brobygger i midten. Efterfølgende drejede Christian Baun M’et til E’er og tegnede de resterende bogstaver. Det skriver han på LinkedIn.

Zupa Zite overtager Norlys’ inhouse-bureau
Zupa Zite, der er specialiseret i at drive on-site-bureauer, overtager marketingaktiviteterne hos Norlys, der hidtil har været inhouse. Norlys Agency, som bureauet kommer til at hedde, vil fortsat have til huse hos Norlys i Aarhus. 

”Vi etablerer Norlys Agency for at få et skalérbart setup, der kan understøtte vores store ambitioner om at blive et førende brand inden for energi, internet og tv. Vi ønsker at skabe et bureau, der er 100 procent dedikeret til kreativ, operationel og taktisk markedsføring. Ved at have et bureau helt tæt på kernen af vores forretning, tror vi på, at vi kan udnytte viden om markedet og produkter til at agere hurtigere og smartere,” siger Per Hjuler, CMO for Group Brand & Marketing i Norlys, i en pressemeddelelse. 

Molslinjen vælger ny digital partner 
Molslinjen har årligt mere end 8 millioner passagerer på tværs af sine bus- og færgeruter. Men rejsen på de digitale platforme er også vigtig, vurderer kapitalfonden EQT, der ejer Molslinjen, som nu har valgt Knowit Experience som ny customer experience-partner. 

Knowit får til at opgave at gentænke selskabets digitale kundeoplevelse på tværs af de primære salgsplatforme. Knowit Experience kommer på projektet til at indgå i et tæt samarbejde med Vertica, der er Molslinjens faste tech- og ecommerce-partner.

"Det er et taktisk knudepunkt i vores langsigtede strategi om at skabe bedre sammenhæng mellem vores digitale kanaler og den fysiske oplevelse af at rejse med os. Og så har Knowit Experience også den nødvendige forståelse for vores brandidentitet, der gør, at vi ikke skal gå på kompromis med vores visuelle udtryk og stærke, genkendelige koncept,” siger Lasse Janerka, digital udviklings- og produktchef hos Molslinjen, i en pressemeddelelse.

Impact vinder pris for digital kundeoplevelse
Danske Impact har vundet en pris ved Optimizer Awards, der årligt hylder digital kreativitet og innovation. Prisen er vundet i kategorien bedste digitale kundeoplevelse for arbejdet med at genføde brandet Epos (tidligere: Sennheiser). 

Casen lyder på en digital udrulning i 159 lande på syv måneder. Både på B2B- og B2C-siden er oplevelsen overbevisende, mens indholdet står på mål med de produkter, Epos sælger, lyder det bl.a. i juryens begrundelse. 

"Sammen med Epos har vi bygget et digitalt univers, der taler til både gameren og den globale virksomhed. Med personliggjort indhold imødekommer Epos flere forskellige købsrejser, uden at de fraviger fra deres kerne - at levere premium lydprodukter," lyder det fra Rasmus T. Riddersholm, client director hos Impact, i en pressemeddelelse.

PWT Group genvælger bureaupartner
PWT Group, der står bag brands som Tøjeksperten og Wagner, har igen-igen valgt Impact som digital udviklingspartner. Samarbejdet blev indledt i 2008 og er nu blevet fornyet med en plan om at levere 'unified commerce' på tværs af hele Skandinavien på en ny platform for commercetools, som Impact skal udvikle. 

”Efter 13 år sammen føles PWT Group næsten mere som en del af IMPACT end som en kunde. Jeg er utrolig stolt over, at vi har været i stand til at udvikle vores forhold gennem alle disse år. Det handler om, at vi har et rigtig stærkt kulturelt fit og et fælles ønske om løbende at udforske og bygge fremtidens commerce,” siger Kasper Holst, adm. dir. i Impact, i en pressemeddelelse.

Everland laver brandunivers for fransk plantemadsbrand
Det franske brand La Vie, der laver vegansk proteinbaseret mad, vil revolutionere opfattelsen af kødalternativer. Med hjælp fra danske Everland er brandet gået i markedet med et nyt brandunivers, der har som målsætning af forene veganere og kødelskere. 

For at skille sig ud og ramme bøf og bønne-elskere vil La Vie gerne skabe et univers med en visuel identitet, en kæk tonalitet, et unikt logo og en emballage, som sætter spørgsmålstegn ved kategori-konventionerne. Designet er udviklet i samarbejde med den litauiske illustrator Egle Zvirblyte, der har skabt et univers med dyre-karakterer, som hver især repræsenterer en specifik type kød. Den første emballage introducerer karaktererne Mr. Piggy og Hooman, der mødes til en plantebaseret 'bacon'-pastaret. 

Det skal ses som en hyldest til livet, da intet dyr er blevet slagtet for at skabe denne ret, lyder det fra Christian Halsted, der er strategy director og medstifter af Everland, i en pressemeddelelse. 

“La Vie har attitude. På den gode måde. De deler ud af deres glæde, hygge og positive vibes. Vigtige ingredienser, når du gerne vil ændre verden. For du kan godt både være en rebel og en god kammerat, de behøver ikke være modsætninger," siger Christian Halsted.

Design for La Vie, der bl.a. laver vegansk 'bacon'

Digitalbureau fusionerer med digitale kræfter
Aalborgensiske Digital Partners, der arbejder med digital marketing, går sammen med Bagel Digital, der er specialiseret i CRM og odenseanske inCaptiva, der arbejder med IT. Ambitionen er at skabe et nyt landsdækkende kompetencehus inden for it-udvikling, markedsføring og salg. Mere konkret sigter man efter at fordoble antallet af medarbejdere, så man i slutningen af 2022 når op på at være 25 i alt.

”Udgangspunktet er, at vi er tre virksomheder, der afdækker hver vores kompetencefelt – i naturlig forlængelse af hinanden. Nu forener vi os i vores fælles bestræbelser på at understøtte en endnu
større del af vores kunders forretning”, siger Stefan S. Mortensen, ny CEO i Digital Partners, i en pressemeddelelse.

De tre virksomheder går sammen under navnet Digital Partners og åbner samtidig nyt kontor i København. 

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM